Du kender det måske godt: Du står op om morgenen og tjekker først, hvordan den anden har det, før du overhovedet har mærket efter i dig selv. Du har vænnet dig til at være den, der holder styr på medicin, aftaler og humør, din egen eller en andens. Og et sted undervejs er du selv blevet usynlig i din egen historie.
At være pårørende til et menneske, der er sygt, sårbart eller anderledes fungerende, en partner med kronisk sygdom, et barn med autisme, en forælder med demens, er et af de mest ensomme vilkår, man kan stå i. Ikke fordi du er alene om at have en syg i familien. Men fordi følelserne, det vækker i dig, sjældent har et sted at være.
Der er faktisk et ord for det, du mærker
I dansk sorgforskning bruges begrebet “ventesorg” om det at miste et menneske, mens de stadig er i live – fordi sygdommen har taget noget fra dem, som du savner. Det Nationale Sorgcenter beskriver, hvordan pårørende ofte lever i en form for følelsesmæssigt ingenmandsland: tabet er reelt, men der findes ingen kulturel ramme for at tale om det, fordi personen jo stadig er der.
Den amerikanske familieterapeut Pauline Boss har forsket i noget lignende i årtier under navnet “ambiguous loss” – tvetydigt tab. Ifølge hendes arbejde, samlet på ambiguousloss.com, opstår denne særlige form for sorg, når et menneske er fysisk til stede, men psykologisk forandret eller fjern. Man skal rumme to modsatrettede sandheder på samme tid: personen, du kendte, er et sted væk og personen er stadig lige her, og du elsker dem stadig. Boss understreger, at det ikke er dig, der reagerer forkert. Det er situationen, der er svær at være menneske i.
Det koster noget at være den stærke
Det er ikke bare en følelse, det kan ses i tallene. En landsdækkende undersøgelse fra Danske Patienter i samarbejde med VIVE og TrygFonden peger på, at næsten halvdelen af pårørende oplever at føle sig nedtrykte eller triste som en direkte følge af rollen, og at mere end en tredjedel udvikler søvnproblemer eller stress. Hver fjerde pårørende bliver også påvirket i sit eget mentale helbred.
Det Nationale Sorgcenter skriver desuden, at mere end 570.000 danskere hvert år bliver pårørende til et alvorligt sygt familiemedlem og at belastningen stiger, jo flere timer om dagen man reelt går med omsorgen i baghovedet, selv når man ikke fysisk passer nogen. Det gælder, uanset om du bor midt i København eller lidt mere roligt i Hørsholm: rollen som pårørende kender ikke til postnummer.
Skyldfølelsen, du ikke fortæller nogen om
Noget af det, mange pårørende bærer alene, er skammen over de “forkerte” følelser: trætheden ved altid at skulle tage hensyn. Irritationen. Og nogle gange den tanke, man knap tør tænke, at man bare gerne vil have sit gamle liv, eller sin gamle partner, tilbage. Det er ikke tegn på, at du elsker mindre. Det er tegn på, at du har båret meget, i meget lang tid, uden selv at blive passet på.
I en emotionsfokuseret tilgang ser vi ikke disse følelser som noget, der skal fikses væk. De er vigtige signaler om, hvad du har brug for – måske trøst, måske anerkendelse, måske bare et rum, hvor du for en gangs skyld ikke er den, der skal være stærk. I EFT arbejder vi med at hjælpe dig med at få kontakt til de følelser, du har skubbet til side, fordi der ikke var plads til dem derhjemme.
Du må også fylde noget
Hvis du kan genkende dig selv i det her, er det værd at vide: du behøver ikke vente på, at den anden bliver rask, før du selv får lov at have det svært. Terapi for pårørende handler ikke om at løse den andens sygdom, det kan vi sjældent gøre noget ved. Det handler om at give dig et sted, hvor dine egne følelser, tab og behov endelig kommer først.
Hos Bevidst Terapi i Hørsholm og København møder du terapeuter, der har erfaring med at arbejde med pårørende til sårbare og syge – og som ved, at det kræver sin egen slags omsorg at være den, der holder om andre. Læs mere om Mette Kyrpø, der har pårørenderollen som et af sine kerneområder, eller book en uforpligtende samtale, hvis du trænger til at blive den, der bliver taget hånd om for en gangs skyld.